Beboerrådet

Beboerrådet

“Fantastisk fællesskab og flersomhed!”

Pallettens fælles Beboerråd blev etableret i det tidlige forår 2017, og vi har lyst til at dele vores meget positive erfaringer og oplevelser med omverdenen.

Vi er 19 faste beboere her på Palletten – alle lejligheder er udlejet og der er nu etableret en interesse- og venteliste.

På Palletten har vi adgang til gratis aviser, internet, bibliotek, et stort køkken, gæstelejligheder, store, lyse møblerede fælles opholds- og udestuer og sydvendte terrasser med både havemøbler og markiser. Desuden har vi naturligvis også adgang til diverse udendørs arealer med græs og højbede samt parkeringspladser.

Nors Kirke ligger mod vest i gåafstand, og her udfolder der sig et meget positivt og aktivt kirkeliv med mange spændende arrangementer. Desuden kan vi betragte det daglige liv på Kirkebyvej med sportshal, børneinstitution og skole som nærmeste genboer.

Vi oplever desværre i pressen, at landsdækkende undersøgelser peger på, at ensomhed er et stadigt voksende problem for mange og i særdeleshed for enlige. På Palletten´s Senior Bofællesskab afgør den enkelte selv, om man ønsker at være sig selv (engang imellem), eller at deltage i de mange tilbud og muligheder for fælles samvær, aktiviteter og arrangementer. Her hjælper og støtter vi altid hinanden, og vi er heldigvis alle forskellige, hvilket opleves som meget positiv, og giver daglig gensidig inspiration.

med venlig hilsen
Niels Jørgen Pedersen – ejer

Til Toppen