Historien om Palletten

Historien om Palletten

Mon ikke de fleste mennesker i forskellige sammenhænge og situationer ofte har debatteret, hvordan ens pension eller alderdom skal forløbe. Sådan har vi i hvert fald nogen gange i vore vennekredse og familiære sammenhænge haft disse måske sidste kapitler i livet ”oppe at vende”, når man var samlet. Det er jo et stort afsnit og en væsentlig del af livet, når man enten bliver alene, eller når børnene forlader reden, for hvad skal man så?

Vi  har ofte talt om et forskellige former for aktivitetsniveau, som for eksempel Olle-Kolle, Bofællesskab eller lignende  – hvad kunne være muligt eller interessant? Og så har vi mange gange – selvfølgelig i spøg – afsluttet debatterne med bemærkninger som; ”Aarggh der er ikke nogen, der vil bo sammen med nogen af os” og i den dur – det har vi grint lidt af, og så egentlig ikke gjort mere ved dét.

Da så Thisted Kommune i starten af 2015 besluttede at nedlægge det særdeles velfungerende og smukke Nors Ældrecenter og udbyde det i offentlig udbud, fik vi gang i disse ”skrinlagte” planer igen. Nu var det lige pludselig blevet meget mere aktuelt, for vi syntes jo, det var frygteligt og direkte skammeligt, hvis én af byens bedste og flotteste bygninger enten skulle forfalde eller rives ned.

Blandt andet derfor findes Senior Bofællesskabet Palletten i dag. Interessen har altid været der. Ejerkredsen er en ingeniør og en sygeplejerske, så en smuk og velholdt bygning, samt en livs lang lyst til at hjælpe og glæde og aktivere, lå jo lige til højrebenet for os som “fagfolk”. Sygeplejersken har gennem mange år i spøg sagt; når jeg får et Olle-Kolle, så skal I bare se.

Vi indgav derfor et tilbud på at erhverve hele herligheden. Vi havde til lejligheden fremstillet en Pallet, hvor vi på hver side beskrev hvilke tanker og ideer, vi havde for bygningen, og som det umiddelbart fremgår af nedenfor viste fotos, kunne vi ikke bare maile dette tilbud, hvorfor vi afleverede det personligt til Kommunen.

Der var stillet krav om pris, anvendelse, aktiviteter, arbejdspladser og meget andet – og blandt 4 andre budgivere, besluttede Thisted Kommune, at Pallettens ejerkreds havde udarbejdet det bedste projekt udfra de stillede krav, og vi fik at vide, at vores tilbud var det bedste af de modtagne projekter – det var vi selvfølgelig overordentligt glade for.

Hver dag går vi nu og “lever disse tanker ud”  i virkeligheden – hver dag fryder vi os over vores glade beboere og hele Senior Bofællesskabet, og hver dag går vi og får nye – store som små – ideer, som vi så udfører stille og roligt i en jævn glidende strøm til glæde og gavn for husets beboere.

Til Toppen